Vi er lige landet på det guesthouse, hvor vi skal overnatte på vej op mod Mt. Everest Base Camp. Efter en lang dag i Himalaya bjergene er det himmelsk at få en kop te eller kaffe som belønning for dagens fysiske udfordringer.
Min te er lige serveret af indehaveren på stedet. Jeg sidder og kigger på en meget blandet gruppe, som er ankommet næsten samtidig med os.
Jeg forsøger at gætte deres forskellige nationaliteter. Gruppen er helt tydeligt sammensat af en gruppe mænd, der ikke kender hinanden fra forskellige lande.
Ud af øjenkrogen registrerer jeg, at døren ud til åbnes meget forsigtigt, og ind træder en porter (bærer). Jeg bemærkede ham tidligere på vej op af bjerget. Hans alder er svær at bedømme. Han er tydeligvis meget fattig. Den brune striktrøje fortæller tydeligt sin historie. Ligeså de knælange bukser som er fyldt med huller og de Clocs-lignende sko, der har været op og ned ad bjergene mange gange. De kan næsten ikke hænge sammen længere.
På vej op begyndte mit hjerte at græde, da vi passerede ham. Det faktum at han tydeligvis er så fattig samt de tre store North Face bags, han slæber på, fortæller hele historien. Hver North Face bag kan rumme to rygsække. Disse vejer typisk mellem 10-15 kg. Dette kan så ganges op med 3. Alderen og livet tegnes tydeligt i hans ansigt, og selv om nepaleserne er helt utroligt stærke, viser hans kropssprog, at det er meget hårdt for ham. Det viser sig senere, at han er først i 50'erne, samme alder som jeg selv.
Da han træder ind i rummet, er det med blikket sænket og en meget bevidst attitude om, at han er nederst i hierarkiet. Han nærmest sniger sig langs væggen, finder en plads på en af bænkene lige inden for døren, hvor han sætter sig helt op af væggen, nærmest som om han ikke har nogen eksistensberettigelse.
Værten serverer også en kop varm te til ham. Jeg sidder og studerer ham, og måske han bemærker det, for han hæver blikket lidt. Jeg smiler til ham og åbner mit hjerte, siger skål og hæver min kop te.
Som en fe, der lige har været forbi og svunget sin tryllestav sker der en fuldstændig transformation af dette menneske. Han smiler og forvandles til den smukkeste mand.
Det er så smukt og dyrebart et møde med et andet menneske, at jeg næsten får tårer i øjnene.
For mig selv tænker jeg: JA, det er jo det, vi alle længes efter: AT BLIVE SET. Det er så smukt, så simpelt, og samtidig kan der være en paradoksal dobbelthed af længsel og angst.
I det øjeblik, hvor du bliver set som hele dig, åbner sårbarheden sig som en smuk blomst, og dette kan være skræmmende.
I det øjeblik du bliver set, som den du er, vil du opleve en dyb healing.
Vi møder ham flere gange på vores tur, og selv om vi ikke kan tale sammen, føles det, som om vi har dannet en dyb fortrolighed og samhørighed. Hver gang kommer han hen, holder mig i hænderne, og vi smiler til hinanden.
Nu hvor jeg sidder og skriver om oplevelsen, kan jeg stadig mærke hans energi, og igen må jeg fælde en tåre.
For mig fortæller denne lille solskinshistorie i al sin enkelhed, hvad terapi handler om, nemlig at blive set som den, du er.
Som sansestærk har du sikkert oplevet at måtte forlade dig selv og tilpasse dig omgivelserne meget tidligt.
Den styrke du har i at kunne opleve stemninger, mærke og læse andre mennesker har haft en pris. Ofte har den
resulteret i, at du har måttet opgive noget af dig, noget af din identitet. At skulle være i verden som en anden end sig selv er utroligt energikrævende.
Du oplever sikkert at blive overbelastet i store forsamlinger eller ved mange sanseindtryk. Må du gå alt for meget på kompromis med dig selv, få sagt ja for mange gange, hvor du mener nej, oplever du måske også, at det giver sig udtryk i angstanfald eller stresssymptomer.
Kære dig, sådan behøver det ikke at være.
Hvis du er klar til: - at tage skridtet og følge længslen efter ”blive set” som den du er
- at lære og sætte grænser for, hvad du vil og ikke vil
- at være sårbar og smuk
- at kunne være i livet uden angst og mindreværd
- at sige ja til dig i stedet for til de andre
Så skriv eller ring gerne til mig og få en afklarende samtale.
|
