Det siger en deltager fra Camino - vandringen
CAMINOEN….HVORFOR NU DET?
Forsommeren 2015 stod jeg ved en skillevej i livet.
Jeg har været igennem 3 ægteskaber og et 47 årigt langt liv med masser af medgang, men bestemt også modgang, eller skal vi ikke nærmere kalde dem udfordringer… Jeg syntes, jeg stod stille, og jeg kom hele tiden tilbage på det forkerte spor, uanset hvor meget jeg end ønskede, det skulle være anderledes.
Udfordringer har vi jo alle, og vi har alle vores måder at bearbejde livet på…både på godt og ondt. Jeg havde gennem flere år været betaget af tanken om at gå Caminoen, tænkte, at det måtte være fantastisk at prøve at ’tjekke ud’ af dagligdagen og bare VÆRE til…
Som sagt… Forsommeren 2015 stod jeg med et inderligt ønske om at slippe nogle spøgelser fra fortiden, der blev ved at poppe op, igen og igen med den effekt, at jeg til stadighed røg tilbage i det samme gamle hjulspor… Jeg vidste ikke selv, hvordan jeg skulle tackle det, og pludselig åbnede muligheden sig for Caminoen…den blev nærmest placeret foran mine fødder…blot til at samle op og tage imod. Så det gjorde jeg. Det var med kort varsel, og det var egentlig fint nok, for så kunne jeg (som sædvanlig) ikke nå at tænke ting til døde, inden der kom handling på det. Jeg havde et par måneder til at forberede mig rent fysisk…vandreture havde jeg da gjort det i, men det var små ture på en 5-6 km. Som noget af det første blev støvlerne købt…hvilket skulle vise sig senere hen at blive mine bedste venner på turen. Støvler/det rette fodtøj er max vigtigt…så lige dér skal man ikke gå på kompromis. De følgende måneder op til turen forløb fint, og den 10. juli var jeg top klar…både fysisk og mentalt. Jeg gjorde mig egentlig ikke de store tanker om turen, andet end, at jeg glædede mig til at ’tjekke ud’ af samfundet/hverdagen og bare VÆRE de næste 3 uger i mine støvler i smukke omgivelser…
Efterfølgende, her næsten 6 uger efter jeg kom hjem, har mit liv virkelig taget en U-turn…sejlet er sat med helt ny kurs, og mine spøgelser, som hæmmede mig før, er blevet bearbejdet og lagt på Caminoen, hvor der blev sagt pænt farvel og ikke bare på gensyn. Der sker bare noget med én dernede rent mentalt, når man får fri fra det hele…ikke én eneste gang har jeg tænkt på det derhjemme…ikke så meget som et splitsekund. Fra dag 1 var det MIN tid, og jeg skal love for, at det har givet pote at give mig selv den frihed og gave… Jeg havde heldigvis masser af livsglæde, inden jeg tog afsted, men kan nu gange det med dobbelt op efter vandringen… Man bliver så inderligt mindet om, hvor små vi er som mennesker, og hvor lidt der i grunden skal til… for at gøre os virkelig lykkelige… Gods og guld kan give dig en vis form for frihed i dagligdagen, men det kan bare ikke sammenlignes med den frihed, man oplever på turen… ”Keep it simple” er ordet….walk, eat, sleep, repeat…
Og nu ved jeg jo selvfølgelig godt, at hverdagen kalder igen…og der kan du jo ikke bare leve efter parolen walk, eat, sleep, repeat…og dog… Det kan man faktisk godt….man skal bare forene den følelse med alle de andre dagligdags ting, men huske, hvad der virkelig er vigtigt for dig her i livet… Så min varmeste anbefaling til dig, der som jeg i flere år har tænkt tanken, men aldrig rigtigt har fået gjort noget ved det… Sæt i gang… Just do it!
PS. Jeg har umiddelbart ikke flere spøgelser i rygsækken, men er altså blevet bidt af en gal Camino…. Så jeg har lovet mig selv højt og helligt, at inden jeg bliver 50 år i 2018, vil jeg vandre den fulde Camino, 1000 km på 6 uger…og hvorfor så det, spørger du sikkert….og det skal jeg sige dig… FORDI JEG KAN!
Af Henriette Retsloff
